Da jeg på en bænks afstand i Fælledparken i København møder William Lamp og spørger ham om hans nationale identitet, svarer han, at han føler sig et hundrede procent som dansker. Men havde en anden stillet ham samme spørgsmål et andet sted, på et andet tidspunkt, på et andet sprog, havde han svaret noget andet. I Rom ville han sige (på italiensk selvfølgelig), at han følte sig et hundrede procent som italiener. I Det nordlige Californien ville han hævde, at han var helt hjemme. Det samme gælder Tokyo og flere andre steder i verden.

Så hvordan opfatter nogen, der er så globalt orienteret som William Lamp, forskellige landes reaktion på Corona-virus? Faktisk er han mildest talt ikke imponeret over den verden, han føler sig som en del af. I hans øjne reagerer alle lande på en instinktiv mavefornemmelse i stedet for at tænke sig om. Alle lande har udpeget en syndebuk. Alle lande har gjort venner til ”De andre”, som er ansvarlige for, at virussen spreder sig. Så snart virussen har invaderet et nyt samfund, slår syndebukken sig ned under et andet navn. Mens vi bliver hjemme, rejser syndebukken ubesværet verden rundt.

Syndebukken rejser til Italien

Når William Lamp kommer cyklende ad stierne i Fælledparken iført en hjemmestrikket sweater og en certificeret hjelm, ser han mere dansk ud end de fleste danskere. Og det er han også. Men han har også en sjælden evne til at skifte til et nyt perspektiv. Den italienske version af William vækkes til live, når han taler om, hvad der er sket i Italien. Han har mange italienske venner og kender det italienske samfund indefra.

 Italien …

– Da virussen kom til Italien, så man desværre en lignende reaktion. Folk begyndte at gøre grin med italienerne. Jeg tror, at tanken var, at de var inkompetente, uorganiserede og ikke særligt gode til at drive deres sundhedsvæsen. Det er de almindelige fordomme omkring italienere.

– Jeg er nødt til at sige, at det italienske sundhedsvæsen er et af ​​de bedste i verden. Så der er ingen grund til at nedgøre det. Og selv hvis italienerne var inkompetente (hvilket de ikke er!) Hvorfor skulle vi så se ned på dem? Hvorfor skulle vi gøre grin med dem? Hvordan skulle vi kunne regne med, at det ikke kommer til os, der hvor vi bor?

– Så det her med at gøre virussen til en trussel, der kommer udefra – det skete for Kina, og så skete det for Italien.

– En af mine italienske venner, der bor i Danmark, delte noget på de sociale medier, der handlede om, at nogen havde spurgt til, om det var sikkert at spise på en italiensk restaurant i Danmark. (Det var før virussen kom til Danmark). Det var selvfølgelig ironisk, for alle havde stillet det samme spørgsmål til de kinesiske restauranter i Italien, før virussen kom til Italien. Så det er, hvad der sker, når man reagerer på sin mavefornemmelse – giver det bagslag.

– Mine italienske venner følte, at det europæiske fællesskab på en måde gik i stykker. De blev sårede. Ikke bare fordi, man gjorde grin med dem, undlod at tage dem alvorligt og nedgjorde deres sundhedsvæsen. Men også fordi de ikke fik hjælp i form af medicinsk udstyr.

– Derefter gik de i defensiven, og man så, at de begyndte at vende mobningen mod andre lande og nedvurdere den måde andre lande reagerede på. Så for italienerne bliver virussen forbundet med andre folks inkompetence.

– Desværre virker det som om, denne her måde at reagere på er temmelig almindelig. Alle, som jeg ser det, i alle lande, de sender syndebukken videre.

Er der nogen tegn på en mere rationel tankegang, der kan gøre dig bare lidt optimistisk?

– Jeg synes, ​​de mest negative aspekter begynder at blive mindre udtalte. At vi ser færre negative reaktioner. Denne form for primitiv aggression over for asiater, håber jeg, det er ved at være slut med. Vi begynder at komme ind til sagens kerne, hvor vi håndterer virussen som noget reelt, der er her eller hvor som helst i Europa eller Nordamerika.

– Jeg ved ikke, om vi bliver klogere af det her. Jeg er optimist, så det håber jeg, at vi gør. Og jeg håber, at vi lærer noget om, hvem vores brødre og søstre er. Vores brødre og søstre er asiater, det er folk fra Mellemøsten, og det er afrikanere lige såvel, som det er europæere og nordamerikanere.

– Det er let at proklamere en tro på humanisme og at hævde, at man er imod racisme og fremmedhad, men desværre afslører en begivenhed som denne, hvem vi i bund og grund er. Jeg håber, at vi forandrer os og bliver bedre mennesker. Jeg håber, at næste gang det her sker, så reagerer vi på mere menneskeligt vis over for vores brødre og søstre.

Og social distancering …

– I forhold til hvordan vi interagerer socialt er det muligt, at tingene vil ændre sig markant, skønt jeg ikke håber, at det vil ske. Jeg håber, at vi kan fortsætte med at være i fysisk kontakt med hinanden. At vi vil kunne mødes i nære situationer. At vi vil kunne spise middag med hinanden. At vi vil kunne mødes på tværs af generationer.

– Helt ærligt er jeg bekymret for, hvordan dette påvirker børn rent socialt. Hvad vil seks måneder med et minimum af kontakt gøre ved dem? Vi har alle sammen brug for social interaktion, især børn.

– Måske vil der komme en sprudlende, positiv efterreaktion på alt det her. Når virussen dør ud, vil vi måske opleve en slags hedonisme, hvor vi beslutter os for ikke at gå glip af livet. Fordi vi nu allesammen ved, at vi kan dø snart.