Men før Ali kan komme hjem til hende, han elsker, skal hans liv pakkes ned. Han griber efter opholdstilladelsen, danskbøgerne med lægefaglige udtryk og computeren, så han kan lære dansk online. Men lige nu tænker han ikke på dansk. Trætheden må ikke få fat. Så hvor kom han til? Kufferten ligger stadig på gulvet og gaber.

Fra Iran til Danmark

Stedet er Iran. Vi er tilbage i 80’erne, og Ali er en stor dreng. Han henter sin lillesøster fra skole. Skoletasken hopper, når hun slår over i gadedrengeløb. Men så hører han lyden af maskiner og ser op. De vrede, lavthængende fly er tæt på. Lidt efter falder bomberne. Han tager sin søster om livet og løber. Det må have været hårdt at løbe med hende. Men det er ikke det, han husker. Det er den forpustede angst for ikke at nå hjem. I tryghed.

Men han når hjem. Alt er godt. Han bliver voksen og begynder at læse medicin. Han bliver forelsket i en anden medicinstuderende. De bliver gift. Og han etablerer to klinikker sammen med en ven. En rehabiliteringsklinik og en lægepraksis med aftenåben. Ali arbejder døgnet rundt. Alt er stadig godt. Alligevel beslutter han at rive det hele op og starte forfra i Danmark.

– I Iran fik jeg 1 dollar for en konsultation. Den dollar skulle betale udgifterne til lokaler, udstyr, ansatte og udgøre min løn. Mange mennesker i Iran har ikke råd til behandling. Og staten betaler ikke. Så der er ikke rigtig nogen til at betale. Og oveni suger inflationen værdien ud af alt, hvad du har i banken. Derfor tog jeg til Danmark, hvor I har lægemangel. Klinikkerne overlod jeg til min ven. Han er meget religiøs, så han var ikke fristet af at flytte til et sekulært samfund som det danske.

– Men der er også noget andet, som er sværere at forklare. Noget der har at gøre med den løbetur dengang i 80’erne. Det er som om, jeg stadig er lidt forpustet. Som om jeg stadig løber. På en måde tror jeg ikke, jeg nogensinde kan nå helt frem. Selvom alt bliver godt.

Fra mørketal til dæmring

Det fortsætter i flyet mod Van i det østlige Tyrkiet, hvor Ali hjemsøges af et flerstemmigt Corona-kor. Den rytmiske frigørelse af spytdråber, som centrifugeres rundt i den vibrerende flykabine, gør ham svimmel. Selv motoren synes at have fået noget galt i halsen. Men Ali er for træt til at springe ud med faldskærm. Det er for sent at vende om. Han synker ned i flysædet og glider ind i en apatisk søvn, som fortrænger angsten.

– Iran var et af de første lande, der fik et udbrud af Corona. Men i starten var det ikke officielt. Jeg tror, man har tænkt, at USA´s sanktioner gav problemer nok i forvejen. Iran er et land i økonomisk krise. Så det var først, da en læge mistede sin bror og sin mor til COVID-19, at udbruddet blev anerkendt af præstestyret. Lægen kunne se, at de havde symptomer og fik dem testet. Udbruddet var ikke længere til at skjule.

– De lukkede ikke landet ned, som man gjorde i Danmark. Hvis man forhindrer folk i at gå på arbejde og tjene penge i Iran, begynder folk hurtigt at sulte. Og det er jo ikke meget bedre end at have virus i kroppen. I stedet indførte præstestyret såkaldte protokoller for at forhindre smittespredning.

Fra savn til angsten for at miste

Da Ali træder ind ad døren hos svigerforældrene slår alle rationaler over på fuld funktion. Han ser på sin kone. Og i det blik møder den ene undtagelsestilstand den anden. De ved begge to, at den varme velkomst er aflyst – at al berøring er bandlyst. Men det gør ikke så meget lige nu. For kærlighed er også at mærke angsten for at miste.

–  For en dansker kan det være svært at forstå, hvorfor vi var så bange. Men jeg tror, Iran er det land i verden, hvor flest læger er døde af COVID-19. Jeg har hørt så mange historier, og hospitalerne var af gode grunde berygtede. Ventilationen er dårlig, og den første lange tid, var der ikke ressourcer til at isolere Corona-patienterne. Også den officielle besked i medierne, på WhatsApp og alle andre steder var: Kom ikke på hospitalet, medmindre det er absolut nødvendigt. Så patienterne blev hjemme så længe, at de døde af det, hvilket  helt paradoksalt måske var det mest fornuftige. Det gode sted at være syg fandtes ikke.

Fra omsorgens hus til kærlighedens pensionat

Alis kone arbejder på to hospitaler. Ti dage om måneden flytter hun hen på et pensionat, som er tilknyttet et mindre hospital ude på landet. Ali tager med. Det er de ti dage, han lever for. Her får han en pause fra at passe svigerforældrene, lave mad og gøre rent, og samtidig kan han være sammen med sin kone. Her finder de kærligheden, for de er enige om at give sig hen – til fornuften.

– På pensionatet kunne vi være tættere sammen. Vi tog mundbind på, åbnede vinduet og så på hinanden. Det var en hverdag, hvor der trods alt var plads til at være os. Vi havde to værelser, hvor vi turde være sammen, når det ikke blev for tæt. Jeg sov på sofaen.

– Vores værelser på pensionatet stod i skarp kontrast til hospitalet, der var reserveret de døende og de maximalt ulykkelige. Jeg arbejdede frivilligt, indtil det blev klart, at der ikke var meget at lave. Normalt vrimler det med folk, for iranere går til lægen med de mindste skavanker. Nu var der stille. De eneste, der kom ind, var dem der var så dødssyge, at det alligevel var ved at være lige meget. Og ved udgangen var det mest gråd, man hørte. Både den stille indadvendte gråd og den voldsomme rasende gråd, som ikke vil give slip. Det er så forskelligt, hvordan folk græder efter at have taget afsked med nogen, de holder af.

– Men det underlige ved den menneskelige natur er, at man vænner sig til alt. Selv døden bliver hverdag. Man kommer ind i en rutine, hvor det er umuligt ikke at give efter for sine impulser. Og så slapper man af, selv om fornuften stritter imod. Man har vænnet sig til, at man rent faktisk lever. Også i morgen. Efter to-tre måneder sov jeg ikke længere på sofaen.

Fra familie til familie

Mens Ali er i Iran, ser han ikke sine egne forældre. For Alis far har en lungesygdom, som gør, at han ikke ilter blodet tilstrækkeligt. Corona vil mildest talt ikke bedre hans tilstand. Lillesøsteren tager sig af ham. Og hun gør det godt, men hun har børn, der leger med andre børn. Det er risikabelt nok. De er helt enige om den risikovurdering. Det handler om at finde balancen. Om at være der for hinanden uden at sætte en smittekæde i gang. Især som læge oplever Ali, hvor svært det er.

–  I min kones familie havde vi en slem historie. Min kones bror, der bor et stykke fra os, blev syg. Han var meget dårlig, så familien kørte ham til hospitalet. Men der havde de ikke plads til ham og sagde bare, at han måtte komme igen, hvis symptomerne blev værre. En aften sendte hans kone et billede af ham. På det ser man ham ligge i sengen – opgivende og kraftesløs. Lidt efter ringede hun og sagde, at han ikke kunne få vejret.

– Men hvad skulle jeg gøre? Formentlig var både hans kone og 14-årige søn smittet. Hvis jeg kørte derhen, ville jeg formentlig komme hjem og smitte den anden halvdel af familien. Jeg tilbød at vente i bilen foran deres hus natten over, så jeg var i nærheden, hvis hans tilstand blev forværret. De afslog. De var bange for, at jeg skulle blive smittet. Min kone græd hele natten. Situationen syntes helt håbløs. Men så skete der alligevel et mirakel. En måned senere var han kommet sig, og ingen andre i familien blev syge. Den her virus er så tricky. Der er er så mange ting, vi stadig ikke forstår. Og nogle gange er man åbenbart heldig.

Fra hjertet til fornuften

Metroen hjem fra Kastrup runder Amager Strand. Fra vinduet ser Ali de muntert tatoverede danskere i boxershorts og bikini. De anlægger nye sandslotte og deler madpakken, som om det hele er ovre og festen endelig er i gang. For Ali, der kommer lige fra Teherans anstrengte mundbindsmylder, er det så mærkeligt, at han ikke kan lade være med at smile. For egentlig er det jo okay, så længe man er udendørs.

– I Danmark har man ikke taget det så alvorligt, som man gjorde i Iran. Men det har man heller ikke haft grund til. Teheran har 18 millioner indbyggere, der er nødt til at tage metroen for at komme på arbejde. København har en enkelt million, der kan tage cyklen. Jeg tror ikke, vi kommer til at se en ny nedlukning af Danmark.

– Alligevel synes jeg, danskerne er meget ubekymret anlagt. Selv om jeg godt forstår dem, er det lidt underligt for mig. Da jeg begyndte at gå med mundbind i marts, var folk overbevist om, at det var fordi, jeg selv var smittet. Nu går alle jo med mundbind i Danmark og synes, det er normalt. Mine danske venner har faktisk indrømmet, at jeg ikke var overforsigtig dengang. Jeg fik ret.

Ali er tilbage i Danmark, hvor han knokler med sproget og består den sidste test før den afsluttende eksamen i dansk. Mærkeligt nok. Bag ham ligger de fem bedste måneder i hans liv – bundet ind i restriktioner, regler og forsigtighed. Han elsker regler. Og regler kan noget. De kan skabe rammer om rum, der gør en så tryg, at man tør elske. Som et digt der svulmer bag stramme, rytmiske vers. Reglerne er det, der får de fem måneders lykke i Iran til at træde frem. Fornuften har lagt sig som en forbinding om hans hjerte.

Tekst, foto og layout: Kristine Witt-Hansen