En martsaften i København er Ali alene med en svær beslutning. Corona-pandemien har taget livtag med Iran. Det er ikke helt officielt, men Ali ved, hvad der foregår. Kurverne stryger mod himlen. Som kirurg på to hospitaler er hans kone førstehåndsvidne. Men hun har også en anden rolle. For hun har ansvaret for sine syge forældre. Og egentlig er Ali ikke i tvivl om, hvad han bør gøre.

Der går ikke længere fly til Iran. Mette har lukket grænsen uden at smække med døren. Ali sætter sig til tasterne og booker det absolut sidste fly fra København til Istanbul. Og et indenrigsfly fra Istanbul til Van. Derfra er der 75 kilometer til den iranske grænse. Det kan lade sig gøre. Og pludselig mærker han, hvorfor han gør det. Katastrofen er også en gave.

Men før Ali kan komme hjem til hende, han elsker, skal hans liv pakkes ned. Han griber efter opholdstilladelsen, danskbøgerne med lægefaglige udtryk og computeren, så han kan lære dansk online. Men lige nu tænker han ikke på dansk. Trætheden må ikke få fat. Så hvor kom han til? Kufferten ligger stadig på gulvet og gaber.

Fra Iran til Danmark

Stedet er Iran. Vi er tilbage i 80’erne, og Ali er en stor dreng. Han henter sin lillesøster fra skole. Skoletasken hopper, når hun slår over i gadedrengeløb. Men så hører han lyden af maskiner og ser op. De vrede, lavthængende fly er tæt på. Lidt efter falder bomberne. Han tager sin søster om livet og løber. Det må have været hårdt at løbe med hende. Men det er ikke det, han husker. Det er den forpustede angst for ikke at nå hjem. I tryghed.

Men han når hjem. Alt er godt. Han bliver voksen og begynder at læse medicin. Han bliver forelsket i en anden medicinstuderende. De bliver gift. Og han etablerer to klinikker sammen med en ven. En rehabiliteringsklinik og en lægepraksis med aftenåben. Ali arbejder døgnet rundt. Alt er stadig godt. Alligevel beslutter han at rive det hele op og starte forfra i Danmark.

– I Iran fik jeg 1 dollar for en konsultation. Den dollar skulle betale udgifterne til lokaler, udstyr, ansatte og udgøre min løn. Mange mennesker i Iran har ikke råd til behandling. Og staten betaler ikke. Så der er ikke rigtig nogen til at betale. Og oveni suger inflationen værdien ud af alt, hvad du har i banken. Derfor tog jeg til Danmark, hvor I har lægemangel. Klinikkerne overlod jeg til min ven. Han er meget religiøs, så han var ikke fristet af at flytte til et sekulært samfund som det danske.

– Men der er også noget andet, som er sværere at forklare. Noget der har at gøre med den løbetur dengang i 80’erne. Det er som om, jeg stadig er lidt forpustet. Som om jeg stadig løber. På en måde tror jeg ikke, jeg nogensinde kan nå helt frem. Selvom alt bliver godt.

Fra angst til udmattelse

Efter uendelige forsinkelser lander Ali i Istanbul, hvor han falder sammen på en bænk i lufthavnen. Overfor sidder en ung mand og hoster. Og hoster. De skærende opstød fra hans hoppende brystkasse hakker tolv stive timer i ganske små stykker. Det er, så Ali næsten kan mærke, hvordan virus tager kontrol over luftrummet, lander og trænger ind i organismen. For hvert host bliver han mere utilpas. Men han rejser sig ikke. Han kan ikke. Det hele flyder sammen i en tåge af udmattelse. Snart har han ikke sovet i to døgn. Kampen for ikke at misse næste fly er den eneste kamp, han orker.

– I marts, hvor jeg tog tilbage til Iran, troede man, at COVID-19 var helt ekstremt smitsomt. Man troede fx, at man kunne blive smittet ved at røre ved en flade, som en smittet havde rørt ved op til 12 timer forinden. Heldigvis smitter COVID-19 ikke helt så let. Og efterhånden er der masker nok i verden. Så lige nu er den største udfordring, at virus muterer konstant. Derfor er hverken flokimmunitet eller vaccine bud på en endelig løsningen. En vaccine vil holde i tre måneder. Og vi kan jo ikke vaccinere hele verdens befolkning, hver tredje måned. Derfor er vi nødt til at blive ved at teste, bruge værnemidler og vente på, at virus bliver mildere af sig selv. De alvorlige varianter af COVID-19 slår patienten ihjel, og med dem dør virus. Derfor er det de mildere varianter af virus, som overlever og spreder sig. Om to år tror jeg, at COVID-19 ligner en almindelig influenza. Det er mit håb.

Fra mørketal til dæmring

Det fortsætter i flyet mod Van i det østlige Tyrkiet, hvor Ali hjemsøges af et flerstemmigt Corona-kor. Den rytmiske frigørelse af spytdråber, som centrifugeres rundt i den vibrerende flykabine, gør ham svimmel. Selv motoren synes at have fået noget galt i halsen. Men Ali er for træt til at springe ud med faldskærm. Det er for sent at vende om. Han synker ned i flysædet og glider ind i en apatisk søvn, som fortrænger angsten.

Iran var et af de første lande, der fik et udbrud af Corona. Men i starten var det ikke officielt. Jeg tror, man har tænkt, at USA´s sanktioner gav problemer nok i forvejen. Iran er et land i økonomisk krise. Så det var først, da en læge mistede sin bror og sin mor til COVID-19, at udbruddet blev anerkendt af præstestyret. Lægen kunne se, at de havde symptomer og fik dem testet. Udbruddet var ikke længere til at skjule.

– De lukkede ikke landet ned, som man gjorde i Danmark. Hvis man forhindrer folk i at gå på arbejde og tjene penge i Iran, begynder folk hurtigt at sulte. Og det er jo ikke meget bedre end at have virus i kroppen. I stedet indførte præstestyret såkaldte protokoller for at forhindre smittespredning.

Fra Tyrkiet til Iran

I Van hanker Ali op i sin kuffert, som føles lettere nu. Han prajer en taxa, der kører ham til den iranske grænse. Her fortsætter han med kurs mod sin hjemby. Men det, der møder ham, er ikke åbne arme, der favner en hjemvendt søn. Politiet stopper ham, da taxaens nummerpladen afslører, at han kommer fra en anden provins. Ali får termometeret mod panden og bliver udspurgt. Hvorfor rejser du? Bliv hvor du er! Har du ikke forstået beskeden?

Det sværeste for præstestyret at håndtere var spørgsmålet om forsamlingsforbud. Folk samles i moskeerne til fællesbøn – især op til højtiderne Moharam og Ashura, som falder i august. Præsterne fortæller folk, at fællesbønnen er vejen til lykke. Du kan bede om hvad som helst. Kærlighed. Et hus med aircondition. Smukke, artige børn. Der er faktisk ingen grænser for, hvad bønnen kan udrette. Paradokset er, at du også kan få COVID-19. Og dø af det.

– Corona har udløst en ideologisk krise. Corona har ændret alt. Ikke kun økonomien og folkesundheden er ramt, men også det, mennesker tror på. Det er svært at blive ved med at fastholde, at Gud styrer alt. At Gud er allestedsnærværende. For tilsyneladende lytter Corona ikke til Gud. Religion og virus har ikke noget med hinanden at gøre – ikke rent kausalt i hvert fald.

– Da folk begyndte at dø efter fællesbønnen, var præstestyret nødt til at bede folk holde sig væk. De var nødt til at indrømme, at de havde taget fejl. Og en del af løsningen var noget så tabubelagt som alkohol. De hellige steder blev vasket af i sprit. Alkohol er haram, så man smurte i bogstaveligste forstand det allerhelligste ind i det forbudte.

– På den måde har Corona splittet landet i to. De sekulære, der tror på videnskab. Og de religiøse, der tror mere på Gud.

Fra savn til angsten for at miste

Da Ali træder ind ad døren hos svigerforældrene slår alle rationaler over på fuld funktion. Han ser på sin kone. Og i det blik møder den ene undtagelsestilstand den anden. De ved begge to, at den varme velkomst er aflyst – at al berøring er bandlyst. Men det gør ikke så meget lige nu. For kærlighed er også at mærke angsten for at miste.

–  For en dansker kan det være svært at forstå, hvorfor vi var så bange. Men jeg tror, Iran er det land i verden, hvor flest læger er døde af COVID-19. Jeg har hørt så mange historier, og hospitalerne var af gode grunde berygtede. Ventilationen er dårlig, og den første lange tid, var der ikke ressourcer til at isolere Corona-patienterne. Også den officielle besked i medierne, på WhatsApp og alle andre steder var: Kom ikke på hospitalet, medmindre det er absolut nødvendigt. Så patienterne blev hjemme så længe, at de døde af det, hvilket  helt paradoksalt måske var det mest fornuftige. Det gode sted at være syg fandtes ikke.

 

Fra angst til lykke

I stedet for at omfavne sin dygtige kirurg bygger Ali en varmeboks til hendes tøj, så de kan desinficere det på stedet. På hospitalet er hun i gigantisk smitterisiko, så der skal opføres nogle mure mellem hende og hendes skrøbelige forældre. Det foregår på den måde, at hun tager hospitalstøjet af, mens hun stadig står på dørmåtten, og smider det direkte i Alis snedkererede boks. Han skruer op for varmen, indtil der med sikkerhed ikke findes levende virus. Imens tager hun et bad. Derefter isolerer hun sig på første sal, mens svigerforældre opholder sig i stueetagen. Og så går Ali i gang med rengøringen. Han skrubber alle flader i de skrappeste rengøringsmidler. Desinfektionsvæsken flyder frit. For han må ikke blive syg. Men Ali bliver syg. I tre dage ligger han i sengen.

– Det var bare ikke Corona. Det var alle de rengøringsmidler, jeg havde brugt til at gøre huset rent med. Mine luftveje kunne slet ikke holde til det. Tænk, at man kan være så omhyggelig med ikke at blive smittet, at man bliver syg af det. Det er næsten lidt morsomt.

– Det var en helt forfærdelig situation, og alligevel blev det den bedste tid i mit liv. Min kone og jeg fik givet en tid sammen, som ingen af os havde regnet med. Vi kunne sidde på altanen to meter fra hinanden med tæpper på og være lykkelige. Vi kunne gå en tur sammen og dele et måltid. Selv om vi har været sammen i tyve år, var det først nu, vi fandt ud af, hvad det betød.

Fra omsorgens hus til kærlighedens pensionat

Alis kone arbejder på to hospitaler. Ti dage om måneden flytter hun hen på et pensionat, som er tilknyttet et mindre hospital ude på landet. Ali tager med. Det er de ti dage, han lever for. Her får han en pause fra at passe svigerforældrene, lave mad og gøre rent, og samtidig kan han være sammen med sin kone. Her finder de kærligheden, for de er enige om at give sig hen – til fornuften.

– På pensionatet kunne vi være tættere sammen. Vi tog mundbind på, åbnede vinduet og så på hinanden. Det var en hverdag, hvor der trods alt var plads til at være os. Vi havde to værelser, hvor vi turde være sammen, når det ikke blev for tæt. Jeg sov på sofaen.

– Vores værelser på pensionatet stod i skarp kontrast til hospitalet, der var reserveret de døende og de maximalt ulykkelige. Jeg arbejdede frivilligt, indtil det blev klart, at der ikke var meget at lave. Normalt vrimler det med folk, for iranere går til lægen med de mindste skavanker. Nu var der stille. De eneste, der kom ind, var dem der var så dødssyge, at det alligevel var ved at være lige meget. Og ved udgangen var det mest gråd, man hørte. Både den stille indadvendte gråd og den voldsomme rasende gråd, som ikke vil give slip. Det er så forskelligt, hvordan folk græder efter at have taget afsked med nogen, de holder af.

– Men det underlige ved den menneskelige natur er, at man vænner sig til alt. Selv døden bliver hverdag. Man kommer ind i en rutine, hvor det er umuligt ikke at give efter for sine impulser. Og så slapper man af, selv om fornuften stritter imod. Man har vænnet sig til, at man rent faktisk lever. Også i morgen. Efter to-tre måneder sov jeg ikke længere på sofaen.

Fra første til anden bølge 

Ali er i Iran under den anden bølge, som slår hårdere end den første. Han ser børn dø. Og unge mennesker. Historier og billeder cirkulerer i befolkningen. For eksempel et af en kendt soldat på femogtyve år. Dekoreret med medaljer som han var, må man gå ud fra, at han var i fin fysisk form. Folk er rystede. Hvordan kan en folkehelt dø af Corona?

– Ingen kan sige, hvorfor den anden bølge tog så mange liv. Måske var det en mere aggressiv variant af COVID-19. Måske hænger det sammen med, at man ser en højere dødelighed, når folk udsættes for et stort antal viruspartikler ved første eksponering. Befolkningstætheden er høj i Teheran, og folk kan ikke undgå at benytte metroen. Det værste er at være inde og være mange. Og det er netop det, der karakteriserer metroen. Her er børnene ekstra udsatte, fordi de er de laveste. Hoster nogen, hoster de nedad. Den hånd, de små klamrer sig til, hjælper dem ikke. De har ikke brug for et anker. De har mere brug for vinger, så de kan flyve. Og helst før de bliver engle…   

Fra familie til familie

Mens Ali er i Iran, ser han ikke sine egne forældre. For Alis far har en lungesygdom, som gør, at han ikke ilter blodet tilstrækkeligt. Corona vil mildest talt ikke bedre hans tilstand. Lillesøsteren tager sig af ham. Og hun gør det godt, men hun har børn, der leger med andre børn. Det er risikabelt nok. De er helt enige om den risikovurdering. Det handler om at finde balancen. Om at være der for hinanden uden at sætte en smittekæde i gang. Især som læge oplever Ali, hvor svært det er.

–  I min kones familie havde vi en slem historie. Min kones bror, der bor et stykke fra os, blev syg. Han var meget dårlig, så familien kørte ham til hospitalet. Men der havde de ikke plads til ham og sagde bare, at han måtte komme igen, hvis symptomerne blev værre. En aften sendte hans kone et billede af ham. På det ser man ham ligge i sengen – opgivende og kraftesløs. Lidt efter ringede hun og sagde, at han ikke kunne få vejret.

– Men hvad skulle jeg gøre? Formentlig var både hans kone og 14-årige søn smittet. Hvis jeg kørte derhen, ville jeg formentlig komme hjem og smitte den anden halvdel af familien. Jeg tilbød at vente i bilen foran deres hus natten over, så jeg var i nærheden, hvis hans tilstand blev forværret. De afslog. De var bange for, at jeg skulle blive smittet. Min kone græd hele natten. Situationen syntes helt håbløs. Men så skete der alligevel et mirakel. En måned senere var han kommet sig, og ingen andre i familien blev syge. Den her virus er så tricky. Der er er så mange ting, vi stadig ikke forstår. Og nogle gange er man åbenbart heldig.

Fra Iran tilbage til Danmark

Efter fem måneder i Iran må Ali tilbage til Danmark for ikke at miste sin opholdstilladelse. Desuden er det tæt på umuligt at blive god til dansk, når man er så alene med sproget, som Ali er i Iran. Han pakker sit liv sammen igen og kører til lufthavnen. Samtidig slukker han for tiden sammen med hende. Mens han selvfølgelig håber, de snart kan få et liv sammen igen – i Danmark. Selv om han godt ved, hvad han beder om. Hun skal droppe sin forrygende karriere og erstatte anerkendelse med endeløse øvelser i danske vokallyde. Blandt andet. Men han kan godt lide Danmark, fordi han tror på, at åbenhed, struktur og logik i lovgivningen skaber et trygt samfund.

– Jeg er meget glad for regler. Selvom jeg erkender, at jeg også selv slækkede på det i Iran. På en eller anden måde er det lettere at overholde reglerne i et land som Tyskland eller Danmark, fordi politikerne taler et klart og tydeligt sprog. Som når Angela Merkel forklarer, hvad det betyder for kapaciteten, at hver enkel med Corona smitter 1 person og ikke 1,2. Det giver god mening.

– Men regler er svære at overholde – selv i min familie. Alle brokker sig og ønsker sig tilbage til tiden før.  ”Jeg savner dig” er blevet det nye ”Hej”. Og det forstår jeg godt, men det er en farlig retorik. Jeg tror, vi alle sammen får det værre, når vi sætter ord på vores savn. Det, vi savner, bliver alt for levende. Vi opmuntrer hinanden til at bryde reglerne. Bare lidt. Men det går ikke. Første gang når man til vinduet. Næste gang når man til døren. Og tredje gang går man ind. Savn kan være dødbringende. Så vi er vi nødt til at tale om noget andet end det, vi må undvære.

Vi er nødt til at tale fornuftens sprog lidt endnu. Ellers fremmaner vi en verden, som ikke er der. De unge begynder at tro, at livet kan leves et andet sted. De vil derhen, hvor man giver efter for sine følelser. Det vil vi allesammen. Vi er allesammen på flugt mod lykken. Friheden til at elske, er det sidste, vi giver fra os. Vi vil så gerne tro, at kærligheden kan overvinde alt. Men det er ikke noget, vi skal satse på i den her situation. Vi er her på naturens betingelser, den anden verden er gjort af længsel.

Fra hjertet til fornuften

Metroen hjem fra Kastrup runder Amager Strand. Fra vinduet ser Ali de muntert tatoverede danskere i boxershorts og bikini. De anlægger nye sandslotte og deler madpakken, som om det hele er ovre og festen endelig er i gang. For Ali, der kommer lige fra Teherans anstrengte mundbindsmylder, er det så mærkeligt, at han ikke kan lade være med at smile. For egentlig er det jo okay, så længe man er udendørs.

– I Danmark har man ikke taget det så alvorligt, som man gjorde i Iran. Men det har man heller ikke haft grund til. Teheran har 18 millioner indbyggere, der er nødt til at tage metroen for at komme på arbejde. København har en enkelt million, der kan tage cyklen. Jeg tror ikke, vi kommer til at se en ny nedlukning af Danmark.

– Alligevel synes jeg, danskerne er meget ubekymret anlagt. Selv om jeg godt forstår dem, er det lidt underligt for mig. Da jeg begyndte at gå med mundbind i marts, var folk overbevist om, at det var fordi, jeg selv var smittet. Nu går alle jo med mundbind i Danmark og synes, det er normalt. Mine danske venner har faktisk indrømmet, at jeg ikke var overforsigtig dengang. Jeg fik ret.

Ali er tilbage i Danmark, hvor han knokler med sproget og består den sidste test før den afsluttende eksamen i dansk. Mærkeligt nok. Bag ham ligger de fem bedste måneder i hans liv – bundet ind i restriktioner, regler og forsigtighed. Han elsker regler. Og regler kan noget. De kan skabe rammer om rum, der gør en så tryg, at man tør elske. Som et digt der svulmer bag stramme, rytmiske vers. Reglerne er det, der får de fem måneders lykke i Iran til at træde frem. Fornuften har lagt sig som en forbinding om hans hjerte.

Præstestyret

Den iranske islamiske republik blev grundlagt af det religiøse overhoved Ayatollah Khomeini i 1979. Khomeini afsatte Shahen (kongen) ved det man kalder den islamiske revolution. Det var dog ikke givet, at revolutionen ville føre til præstestyre. De sekulære grupper, der havde været med til at vælte Shahen, havde regnet med, at revolutionen ville føre til demokrati. Men den religiøse fløj var den stærkeste. Khomeini blev Irans nye magthaver, der skulle godkende alle love. Monarkiet var afløst af et teokrati.

Forholdet til USA

Shahen havde været på amerikanernes side under den kolde krig, og USA havde solgt våben til Iran. Men med den islamiske revolution blev relationen mellem Iran og USA vendt på hovedet. Khomeini mente ikke, at vestlige normer var forenelige med god shiamuslimsk livsførelse, og USA åbnede døren for den fordrevne Shahen. Heller ikke de omkringliggende arabiske lande var begejstrede for det nye shiamuslimske regime. De frygtede, at revolutionen ville sprede sig til resten af Mellemøsten.

Iran-Irak-krigen

Irak invaderede Iran i september 1980. Det startede en krig, som varede i 8 år. Krigen handlede dog ikke kun om frygten for, at iranerne ville mobilisere shiamuslimer i Irak og andre arabiske lande. Den handlede også om retten til olieresurserne. Amerikanerne støttede irakerne til Irak-Iran-krigen fandt sin afslutning i 1988, hvor Iran gik med til at underskrive en FN-resolution, hvor begge parter indvilligede i at trække deres tropper tilbage.

Sanktioner

USA har sanktioneret den iranske økonomi siden den islamiske revolution i 1979. Da Irans økonomi er helt afhængig af olieindustrien, er det primært olieeksporten, amerikanerne har sigtet mod i deres sanktionslove. Også EU har underlagt Iran økonomiske sanktioner, og FN har vedtaget en række resolutioner mod Iran. Det er primært iranernes udvikling af atomvåben, der har været genstand for hård kritik, men senere også deres engagement i Syrien.

I 2012 strammer en række lande med USA i spidsen de økonomiske sanktioner. Denne gang rammer sanktionerne også de iranske banker. Sanktionerne svækker den iranske økonomi.

Atomaftalen

Men økonomien får det meget bedre i 2016. For i 2015 støtter Obama op om en aftale mellem en lang række lande foruden USA (Storbritannien, Kina, Frankrig, Tyskland Rusland, EU) og Iran. I den såkaldte atomaftale, lover Iran at sætte sit atomvåbenprogram på pause i 15 år mod at sanktionerne hæves.

Præsident Trump har kaldt atomaftalen ”the worst ever” aftale forhandlet af USA. I 2015 ophæver han aftalen og indfører nye stramme sanktioner mod Iran. Denne gang går han også efter banksektoren. Han presser desuden alle aftagere af iransk olie til at opsige deres kontrakter. USA’s ophævelse af atomaftalen lægger grunden til den kritiske økonomiske situation, som Iran befinder sig i i dag. Bruttonationalproduktet falder og inflationen er høj. Den økonomiske krise har ikke blot ramt de fattigste, men også den brede middelklasse. Derfor har den også medført protester i befolkningen, som præstestyret dog har formået at slå ned.

Økonomisk nedtur

Tekst, foto og layout: Kristine Witt-Hansen