Af James Cowan
Oversættelse og foto: Kristine Witt-Hansen
Luis er 31. Det er efterår 2019, og han er ved at være færdig med sin arbejdsdag i Mexico City. Han er telekommunikationsingeniør og sidder på et stort, moderne kontor midt i det sprudlende legeme, som udgør Mexico City. Byen har en befolkning på 22 millioner og er beliggende i et højere luftlag, hvor trafikken er notorisk låst i et fast mønster, og musik, barer og mad pumper stemningen op. Luis mangler aldrig selskab. Han elsker byens puls.
I dag har dog ikke været en helt almindelig dag. Han har lige fået at vide, at hans arbejdsplads flytter til Danmark, og han skal flytte med. Han tager det med en blanding af spændt forventning og bange anelser. Han har altid opfattet sig selv som udadvendt. Han elsker at rejse og har allerede besøgt dele af Europa, USA og Japan. Men denne gang skal han stifte et nyt hjem i et land, han aldrig før har sat sine ben i. Han ved heller ikke hvor længe, han skal blive i Danmark.
Det er d. 4. januar 2020, og han lander i København. Allerede før han forlod Mexico, fandt han et sted at bo, så nu har han en ting mindre at tænke på. Snart sidder han i den lejlighed, han har lejet, og kigger ud over Christianshavns kanaler. Helt klar til at pakke ud og prøve at skabe et nyt hjem i hjertet af København.
Gaderne virker stille, selv når det vrimler med mennesker.
– Det slog mig straks, at nogle ting er meget anderledes her. Det er mørkere. Selv om vinteren er det lyst ti timer i døgnet i Mexico. Her er der meget færre timer med dagslys. Og himlen er ofte grå – selv i dagslys. Og når det er koldt, er det bidende koldt. Og gaderne virker så stille, selv når det vrimler med mennesker. Så jeg er bestemt kommet til et helt andet land, et andet klima og en anden kultur. Men luften er så meget mere frisk og tør her.
– Efterhånden finder jeg mig til rette på arbejdet. Når man begynder at arbejde et nyt sted, slår man selvfølgelig over i en slags overlevelsestilstand i begyndelsen for at klare det. Man møder konstant nye mennesker. Hilser høfligt. Men man kan aldrig slappe helt af eller tage det roligt, og det er anstrengende. Heldigvis er der så mange internationale medarbejdere her, at vi hovedsageligt taler engelsk på kontoret. Desuden er der folk fra Brasilien, Portugal og Spanien, så dem kan jeg tale spansk eller portugisisk med.
– Jeg er begyndt på den proces, det er at lære folk at kende, og nogen har endda inviteret mig hjem til familien. Der er en god stemning, men den er mere afmålt og folk er mere reserverede og stille og rolige, end jeg er vandt til fra Mexico.
– En måde at slappe af på, når jeg kommer hjem om aftenen, er at gå på nettet og blive opdateret på, hvad der sker i Mexico. Og så, bare et par uger efter at jeg var ankommet, kan jeg huske, at jeg hørte historier om Corona. I starten var det bare interessant at følge med i, hvad der skete. Det var langt væk – i Kina og få andre lande. Jeg var ikke så bekymret.
Nu føler jeg mig ikke helt tryg længere.
– Så lige pludselig inden for et par uger, er det som om, det kryber ind over vores dørtærskel. Mine kolleger isolerer sig hjemme, fordi de har været på ferie i Italien, som nu centrum for virusudbruddet. Nu føler jeg mig ikke helt tryg længere. Ingen ved rigtig, hvad der foregår. Er vi overforsigtige – bare for en sikkerheds skyld? Er den her virus en reel trussel? Hvad skal jeg gøre? Skal jeg være bekymret?
– Så kommer vi til begyndelsen af marts. Pludselig er det meget mere alvorligt i Danmark, selvom der stadig kun er få smittede. Regeringen forbyder forsamlinger på over 1000 mennesker. Medierne og mine kolleger er optagede af, hvordan det kommer til at påvirke den kommende weekends planlagte sportsbegivenheder. Men ellers går livet går videre nogenlunde som normalt.
Det er som om de fleste mennesker simpelthen er forsvundet.
– Men få dage senere lidt længere henne i marts ser verden anderledes ud. Regeringen lukker landet ned. Alle må blive hjemme på nær folk i vitale job. Den offentlige transport er dog stadig i gang. Folk er stadig på gaderne, men ikke i så stort antal som før.
Barer, restauranter og de fleste butikker lukker. I metroen er der tit kun en håndfuld passagerer. Hele vogne er tomme. Så den by, jeg allerede, da jeg ankom, synes var meget stille, er nu endnu mere stille. Det er som om de fleste mennesker simpelthen er forsvundet. Jeg kan gå ud og købe ind, jeg kan gå en tur, men henstillingen er, at man holder to meters afstand. Jeg hører, at Dronningen endda har holdt en særlig tale i fjernsynet, for at få folk til at blive hjemme og ellers følge reglerne, når de går ud.
Det føles som lidt af en underlig drøm.
– Så er jeg hjemme i min lejlighed på Christianshavn. Det fungerer at arbejde hjemmefra i det daglige, men der er selvfølgelig ingen smågniderier med kollegerne. Ingen rejser. Ikke lyden af det danske sprog i mine omgivelser. Kun denne distancerede påmindelse om dagens opgaver, som stirrer på mig fra min bærbare. Den menneskelige verden er blevet tavs. Jeg takker guderne for mit TV, mine apps, min musik, mine film og selvfølgelig nyhederne fra Mexico.
– Jeg forsøger ikke at tænke for meget over tingene, prøver at lade være med at overanalysere hvordan det føles pludselig at være i en by, hvor du ikke kender nogen, og hvor det føles som om, alle skjuler sig. Men i takt med at dagene bliver til uger, begynder ensomheden at snige sig ind på mig. Det føles som lidt af en underlig drøm. Det er, som om jeg lever i en boble i det her land. Jeg går ud. Jeg køber ind. Jeg kommer hjem. Jeg chatter med folk. Men mine dage er slørede og løber sammen. Mine bedste venner, min familie, mine fortrolige er alle i Mexico.
– I det mindste begynder dagene at blive lidt længere her. Blomsterne og træerne får lidt farve igen, og solen viser sig oftere, og selv om det er et koldt lys, føles det rigtig godt. Jeg går tur i parkerne. Indånder luften. Udforsker nye dele af byen og fotograferer. Det er der også andre som gør, men vi aldrig så mange, at der bliver trængsel, og vi holder selvfølgelig afstand. Mens jeg går, fyldes luften af summende samtale og ind imellem lyden af latter et eller andet sted fra. Men jeg kan stadig høre støjen, musikken, og Mexico Citys kaos i mit hoved. Denne ro er desorienterende.
Nu rammer ensomheden benhårdt.
– Men så I slutningen af marts bliver jeg syg. Min hals gør sindssygt ondt. Jeg har feber. Nu rammer ensomheden benhårdt. Jeg er bange. Hvad skal jeg gøre? Hvad hvis jeg har Corona? Heldigvis har jeg mit sygesikringskort, og det er lige ud ad landevejen at give det danske sundhedssystem et første opkald. Problemet er, at landet stadig er lukket ned, og lægepraksissen gør alt, hvad den kan, for at undgå personligt fremmøde. Men jeg overbeviser dem heldigvis om, at jeg skal have en tid.
– Jeg er lettet, da jeg finder ud af, at det ikke er Corona, men bare halsbetændelse. Jeg får penicillin. Og jeg indser også, at noget af det værste, der kan ske for en, når man befinder sig i et nyt land langt borte, er, at man bliver syg. Jeg tænker ustandseligt på min familie og nære venner hjemme i Mexico. Jeg har en lille nevø, som jeg stadig har til gode at se. Han blev født et par uger efter min ankomst til Danmark.
Men der er også noget godt ved at være her.
– Men der er også noget godt ved at være her. Jeg er imponeret over, hvordan den danske regering og befolkningen har reageret. De fleste lytter opmærksomt til regeringens råd og følger dem. Der er færre syge her end i mange andre lande.
– Det er ikke let I Mexico, et land med en befolkning på 130 millioner og ti byer med over en million indbyggere. Det har været en kamp at holde virussen under kontrol der. Dele af befolkningen synes at være ligeglade med at beskytte sig selv og andre. De har haft over 100.000 dødsfald i år. Heldigvis har min familie og mine venner derhjemme undgået virussen indtil videre.
Nu begynder det lidt mere at ligne det europæiske eventyr, jeg havde forventet.
– Mens forår bliver til sommer, kommer der bedre og bedre nyt. Antallet af syge falder hurtigt. Nedlukningen ophæves. Tilværelsen begynder at ligne en slags normal. Jeg får endelig mulighed for at rejse. Jeg besøger Oslo og Berlin. Nu begynder det lidt mere at ligne det europæiske eventyr, jeg havde forventet. Nogle af mine kolleger inviterer mig til hjem til middag med familien i weekenden, og det er virkelig skønt. Jeg begynder at føle mig en lille smule mere rodfæstet nu, men endnu ikke totalt hjemme. Jeg har stadig ikke rigtig haft mulighed for at lære Danmark og danskerne at kende.
– Sommer bliver til efterår. Jeg skal hjem til min familie i Mexico til jul. Jeg kan næsten ikke vente og tæller dagene. Jeg er virkelig nervøs for at skulle se dem. Jeg er også bange for at skulle tilbage igen. Jeg har brug for at genoplade mine batterier og blive klar til at vende tilbage til Danmark i det nye år. For at give landet en ny chance. Til næste år håber jeg, at jeg kan få det år i Danmark, som jeg ikke kunne have i år.
Men i takt med at mit år i Danmark nærmer sig sin afslutning, forlanger jeg isolation.
– Men I takt med at efteråret tager til og himlen mørkner, bliver humøret også mørkere. Smittetallet stiger mod himlen igen. Regeringen og eksperterne ser ud til at blive mere og mere bekymrede for, at situationen snart vil komme ud af kontrol.
– Jeg håber bare, at det ikke bliver så slemt, at noget forhindrer mig i at rejse. Nu holder jeg mig helt frivilligt så meget som muligt væk fra andre mennesker de sidste par uger, inden jeg skal afsted. Det her år har været så underligt. Det har forandret vores psykologi. Jeg opfører mig på en anden måde. I foråret mærkede jeg isolations angst og fortvivlelse. Men i takt med at mit år i Danmark nærmer sig sin afslutning, forlanger jeg isolation. Det kan kun gå for langsomt med at vende tilbage til det normale.
Luis
Luis Trujillo er 31, single og kommer fra Mexico City, Mexico.
Han har er uddannet elektronik ingeniør fra Universidad Tecnológica de México og arbejder som elektronik og kommunikations ingeniør.
Han har været i Danmark siden januar 2020, hvor han blev udstationeret med et stort multinationalt selskab.
